I sammenhæng med septembers indtræden på scenen i dette års kalender, kom solen tilbage. Det var sgu også på tide, fristes man at sige, og det er vel egentlig også på sin plads, hvis man mener sig i stand til at tale med vejret. Mange taler om vejret, men en lille grupper taler til det, og håber hvergang på, at de får indflydelse. Personligt fik jeg flyttet en sky igår, ved at råbe, skrid! efter den, og derefter igen iføre mig dagens udvalgte sorte læderjakke. Det holdt solen fast på himlen ovenover Kaffesalonens flydende terrasse, hvor jeg i selskab med Andrea indtog kolde drikkevarer til forfriskning efter en gennemgribende rundgang i de nye Torvehaller.

En skylle af syre har som bølger i brænding gjort mine stemmebånd hæse efter enkelte nætters irriterende refluks, når Surabaya-Johnnys ture har været særligt intense. Gud bevares, andre elementer spiller ind, men svimmelheden fylder alligevel mest, og nok forbi den for tiden er under granskning.

Og, hvad har så sådan en underlig sætning med noget at gøre?

Såmænd ikke andet end et forsøg på en forklaring på de lange pauser, der forekommer her på bloggen. Svimmelheden sætter sig på skrivelysten, selvom billederne hober sig op, både i kameraerne og på hjernekistebunden.

Men jeg lever et liv alligevel!

Og i går var jeg på færde igen i det bedste selskab. Oplevelserne har været mange, især dem med mad og drikke. MAD Food Camp på Refshalen, Nordic Taste i Hvide Kødby, Bybier på Sundholm, og seneste, åbningen af Torvehallerne på Israels Plads. Yndlingsbaren på Nimb er også blevet genopfrisket, og nye vandhuller føjet til. Gårsdagens udflugt endte på Haché, der på trods af en underlig ustruktureret stemning med kludder i serveringerne, alligevel smækkede rigtig gode burgere på bordet.

Havelivet fortsætter på trods af den rigelige nedbør, og det er heldigvis ikke alle afgrøder, der er skyllet til ubrugelighed. Jeg henter stadig pæne portioner hjem til gryder og vaser, men tanken om, hvordan et ganske andet sommervejr kunne have frembragt en helt anden oplevelse, har da strejfet mig.

I ny og næ.

Septembersolens ankomst lokker sandsynligvis et par enkelte ekstraforsøg med sig i denne weekend, hvor jeg nok drysser frø ud i jorden for sidste gang.

Der må administreres kan jeg mærke. Surabaya-svimmelheden presser på, og nakken stivner i de mange ord, men jeg skal altså have gjort rent, mens solen stadig skinner, så nok for nu, og nyd nu det, der falder for, og viser sig bevarings-eller mindeværdigt.