I dag markerer Berlin 50-årsdagen for opførelsen af den hæslige mur, der delte byen i øst og vest.

Dagen efter, for 50 år siden, vågnede jeg op til min 8. fødselsdag, og da vi travede rundt i de berlinske gader i sidste uge, spurgte Andrea mig på et tidspunkt, om jeg kunne huske, om det var noget, der var blevet snakket om i min familie. Ved nærmere eftertanke må jeg svare ja.

Tænker jeg tilbage på tresserne, er det 1961, 1963 og 1968 der popper op, hver med deres særlige historier, og for 1961’s vedkommende har det helt sikkert været muren, der gjorde det største indtryk.

I 1989, da muren endelig faldt, dansede en næsten ét år gammel udgave af Bjørnen på skødet af mig, mens jeg så de forunderlige, og jubelfyldte billeder fra en by, der snart igen skulle forenes.

I den sidste uge af min ferie, har jeg læst endnu klogere på Berlin, og jeg ved med usvigelig sikkerhed, at jeg skal afsted igen. Og igen. Og igen. Jeg har ganske enkelt fået Berlin i blodet og det kan jeg kun takke Andrea for. Tak!