Himmel, se Havet!

Grønthøsteren

lørdag 16. juli 2011klokken 21:36 · 1 kommentar · Haveliv

Vejr og arbejde har holdt mig fra haven i en hel uge! Og man må sige, at lidt var der sket siden sidst. Lidt, siger jeg, mens jeg husker, hvordan jeg blev fuldstændig målløs, og svag i koderne, da jeg havde mit gensyn med de grønne bede.

Jeg tror ikke, at jeg kan vænne mig til, hvor overvældende det er, at betragte, hvad naturen og jeg kan udrette sammen. Flere gange greb jeg mig i, at stå og glane udover alt det grønne, alle blomsterne, de summende insekter, og de fede fugle, der sad, og var ved at trille ned fra grenene, fordi de havde forspist sig i mine bær. Jeg var nemlig en uge tidligere hoppet på en skrøne om, at fuglene havde sådan en ‘bvadr’ holdning til busken med solstik, og havde derfor fjernet nettet, men det passede altså ikke!

Det er helt sindssygt, som hokaido’en og den gule squash vælter ud over alle bredder. Det er helt sindssygt, som indianerbedet er eksploderet i det hele taget. Jeg har sluppet bremsen, og står bare ved siden af, og ser hvordan det gror, og gror lige for snuden af mig.

I tre timer tøflede jeg rundt, og hev kartofler op af jorden sammen med majroer, rødbeder, løg, og radiser på størrelse med gulerødder. Jeg samlede krydderurter, og plukkede de sidste bær, fjernede de sidste net.

I indlagte pauser lugede jeg ukrudt, og klippede krukkerne fri af pilehegnet, der var blevet mindst otto meter højt. Igen.

De valske bønner var blevet tykke og fede nok til at kunne høstes, og hvis du ikke allerede er klar over det, kan jeg fortælle dig at valske bønnebælge dufter fantastisk. Og nej, det er ikke et udslag for en slags romantisk, grøn hippietrylle-trylle, de dufter rent faktisk helt fantastisk!

Jeg forventede at kunne hjembringe et par squash i babystørrelse, og det kunne jeg da også, men pladsen i kurven blev pludselig trang, da jeg opdagede to, der havde set snittet til at udvikle sig til kæmpestørrelse.

En lille buket blomster fik jeg også samlet, for jeg har haven fuld af morgenfruer i mange gule nuancer, lilla kornblomster og mælkehvide, orange og mørkerøde farver på blomsterkarsen. Sat sammen med blomstrende mynte og oregano er der ikke et øje tørt, og jeg tumler tungtlæsset ud på havegangen, og smækker lågen i efter mig.

Did you like this? Share it:

Èn kommentar indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy