Himmel, se Havet!

Vandholdigt

lørdag 16. juli 2011klokken 10:24 · 3 kommentarer · Ferie, Ve og vel

På ferien første morgen er al anvendelse af for meget fart og tempo forbudt. Adstadigt kan jeg genvinde kontrollen, og langsomt rette mig op, og ud i mit rette jeg.

Kaffevandet koger, osten bliver høvlet i aflange lyse skiver, og syltetøjet allerede glimter rubinrødt på et langtidshævet købebrød. Lerkokotten koketterer kækt på komfuret, og jeg skriver gær på indkøbslisten, der langsomt ruller sig ud på bunden af hjernekisten.

Kaffen er stærk, og ruller varmen rundt. Jeg fornemmer, at Surabaya Johnny lunter af, og jeg efterprøver formodningen med en række pludselige positioner, og ved gud den holder vand. Det var hans hæl, jeg så.

Vejrguderne holder vist også på vandet i dag, så jeg må i dybden med kong Edward, som faktisk ikke har godt af altfor meget vand om fødderne. De velduftende valske bønner er sikkert også høstklar, og ukrudtet er garanteret eksploderet.

Bagefter sker det måske, at der bliver sat strøm til en boremaskine, og buddha’en forsølvet. Men, hvem ved overhovedet noget om noget på denne første feriedag?

 

Did you like this? Share it:

3 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy