Jeg havde overgivet mig til søvnen. Vågnede, da morgenen var blevet formiddag. Trængte vel sagtens. Især efter endnu en tur til et meget stort svensk møbelvarehus i Taastrup, og endnu en eftermiddag i haven. Jeg sov og sov. Bare. Lige ud af mælkevejen.

Jeg har overgivet mig til tilfældighedernes spil. Følger velmenende råd fra Bjørnen om ro, for Surabaya Johnny er vent tilbage fra en færd over en andens indre hav.

Nu er han, som sagt, her hos mig igen. Det svin!

Jeg har overgivet mig til opvask, og vasketøj der trimler rundt, mens lydbogen lyder ude i køkkenet, hvor jeg står med det slidte blå forklæde på, og forbereder resten af foretagsomheden. I adstadigt tempo og hensyntagen til Surabaya, som er udmattet efter det for voldsomme romindtag på en andens indre hav.

Nu er han, som sagt, her hos mig igen. Fuldsyg og irriterende.

Jeg bøjer nakken, for at lette trykket, og efter nogle timer er han i aftagende, faldet til ro. Faldet i søvn? Stukket til søs på en andens indre hav? For altid? Næppe.

Men!

Jeg har overgivet mig til håbefuldheden, og sætter farten en lille smule op, mens jeg nyder rækken af de blanke glas, der efter en tur i baljen står i rækker for senere, at fyldes med sommer og sol. Jeg finder pladser til de nye retroorange bageforme, der skal fyldes med dej til kager og tærter, som skal fremstå fine og pyntede med sommerblomster- og bær.

Jeg kan stadig mærke afsættet efter Surabaya Johnnys fod i nakken, men jeg trykker på play, og fortsætter, som om han aldrig har været her. I morgen Johnny, i morgen aftaler jeg en tid, for at tage endu et skridt henimod at slippe af med dig. Eller i det mindste få dig forklaret.

Jeg overgiver mig definitivt til håbet om det første.