Himmel, se Havet!

Himmel, se Haven! #14

lørdag 23. april 2011klokken 20:58 · 4 kommentarer · Haveliv

På grund af påsken har jeg ikke været på date med nålene i denne uge, og det mærkes. Efter en dum nat med mange afbrydelser, svimlede jeg rundt det første kvarters tid af en ellers dejlig solrig morgen. Efterhånden fik jeg styr på det, og besluttede, at en smuttur på TrilleNyx nok ville være en god ide, og da vores indkøb var blevet ordnet af Bjørnen, var det rene narrestreger, der ventede. Og sikke narrestreger.

Jeg ved godt, at det er en have, jeg har til låns, og at den skal leveres tilbage, men alligevel flippede jeg lidt ud i noget service, og en nydelig voksdug, og førend vi slår hænder for ansigtet, og ryster afmægtigt på hovedet, skynder jeg mig da lige at tilføje, at alt kan bruge i egen bolig bagefter. Så værre er det ikke.

Bjørnen havde tidligere tømt postkassen, og heldigvis lå en kuvert med de nye frø, som jeg intenst havde krydset fingre for ville nå frem, og jah! og jubi!, det gjorde de. Hjemme igen efter snoldeturen, pakkede jeg mig sammen igen, cyklede over og åbnede dagens låge.

Og hvilken låge. Strålende sol og varme nok til ren hygge ved bordet, hvor jeg hurtigt havde fået bredt frø udover det hele. Jeg tøflede lidt til og fra, og lagde frø i jorden på nøje udvalgte steder.

Ærteblomster ved pilehækken, blomsterkarse ved grøntsagsbedet, hvor der også blev etableret rækker af forskellige rødbeder, garneret med morgenfruer. Ind imellem gik jeg, og glædede mig over, at de stedmoderplanter, jeg som det allerførste satte i jorden, nu blomster helt vildt. Helt vildt, siger jeg!

De sidste jordskokker blev gravet op, og jeg efterlod nogle knolde, så der kunne være jordskokker, når Sandalerne vender hjem til vinter. Men efter internet-kommunikation i anden anledning tværs over landene og vandene, ændrede jeg holdning, og gravede de resterende knolde op.

Måske!

For jordskokker er værre end ukrudt, som naboen udtrykker det, og det er næsten sikkert at en knold, eller flere alligevel har forputtet sig i den mørke jord. Men jeg gav den fuld gas med falkeblik, greb og kultivator. Bjørnen lagde vejen forbi, og ankom selvfølgelig lige efter, at jeg lagde redskaberne fra mig efter endt jordkokkekamp. Men, men, men, der skal nok komme andre lejligheder til at køre på bjørnekræfter.

Tid til pause med kiks og solbærsaft, mens vi overvejede om jordskokkerne skulle have kamp til stregen med blodkløveren, eller honningurten. Honningurten vandt på beskrivelsen af den meget lange blomstringstid, duften og tiltrækningskraften på bier, brumbasser, sommerfugle og hvad de nu hedder allesammen, og blev gavmildt drysset ud over det smukt friserede, og til lejligheden vandkæmmede bed. Så, basta jordskokker, basta!

Bjørnen susede videre på rockercyklen for at hænge ud med venner, og jeg satte mig i den sene eftermiddag, og legede med toiletrulle-blomster, som jeg farvede med pastelkridt. I morgen kommer de op og hænge som pynt i de små vinduer, hængende i fine silkebånd, som jeg finder frem om et øjeblik.

 

Did you like this? Share it:

4 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy