Himmel, se Havet!

Aktiv ferie

lørdag 26. juni 2010klokken 20:04 · 6 kommentarer · Famiglia, Ferie

Ferie har på tidligere tidspunkter været ligeså tilgængeligt for mig, som hvis den skulle afholdes i en by i Rusland.

Nu er det heldigvis anderledes, og de sidste par år, eller faktisk tre, har jeg været så heldig at kunne opholde mig på samme sted, og næsten også på samme tid, alle år i træk.

Og i umiddelbar nærhed af alfeforældrene og Viktor Vandhund. Rent held, rent hjerteguld, ren glæde.

I år markerer feriens begyndelse sig med en træghed, og et så behersket sommervejr, at jeg i de stille, enlige stunder opdager, at jeg hele tiden skuer fremad mod noget, som måske alligevel aldrig kommer.

Ville det mon blive anderledes hvis jeg besteg Himmelbjerget, eller sejlede Gudenåen tynd i kano, eller trillede dækkene flade i det bakkede landskab i min umiddelbare nærhed?

Er det forventningerne til en ‘rigtig’ ferie? Og er det dét, jeg vil? Savner og har set frem til?

Njah, egentlig ikke, hvis sandheden skal på campingbordet.

Alfefamilien er under pres. Ikke at forstå, at der sker noget ubehageligt, eller andet forfærdeligt. Næ nej, de har bare endelig langt om længe, fået solgt lejligheden, fundet et andet sted at bo, foreløbigt for et år, og skal derfor flytte midt i eksamenlæsning, specialeskrivning, arbejde og andet sjov, trukket frem fra Livets Godtepose.

Der skal pakkes ned og pakkes ud, der skal gøres rent, der skal males, og der skal regeres. Altsammen på meget kort tid, nemlig inden juni bliver til juli.

Viktor Vandhund er i en vanskelig alder. Han bliver strid, ked og umulig. Vågner om natten. Græder. Raser. Regerer. Og for hans blå øjnes skyld gider jeg godt tilbringe en ferie i deres midte, hvor en hånd fra eller til tæller. Betydeligt.

Så jeg står med Vandhunden på armen, og foredrager kunsten i at forme og stege fiskefrikadeller med en hånd. Og mens jeg tegner og fortæller, bliver vi glade, griner og finder overskud. Og fællesskab.

Planer bliver lagt, og planer bliver lagt om og anderledes tilrette. Puslespillet går op, og jeg ved nu, at jeg ender med at stå med en ligeså god ferie som de andre år. Måske endda bedre.

Og Himmelbjerget kan man vel altid bestige?

Did you like this? Share it:

6 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy