Grebet om hjertet, mærker jeg, hvor langt jeg er nået. Grebet om hjertet, forstår jeg, at ikke ti vilde sabelkatte vil kunne tage denne torsdag fra mig. Med alt hvad den indebar. Jeg får overrakt en gave så rørende, at det tager pippet fra mig. Tårerne triller lige der midt mellem fugleunger og forældre. Ingen tager anstød, for det er farvellets dag i dag.

Jeg knuger, og kysser de flyvefærdige på håret hver især, inden jeg haster videre for at drikke kaffe med alfemoren, der glædeligt, og uventet kunne kigge forbi. Vi guffer jordbærtærte, og lægger madloggen af vejen for en stund, mens vi snakker om fremtiden, ser tilbage på fortiden og sidder i nuet. Nuet der splintrer i tusinde stumper af stolhed, da Bjørnen vender hjem fra en fremlæggelse, der har sagt spar to i så uventet grad, at han sidder en stund, og ser forundret frem for sig, mens vi ser det færdige resultat.

Hvorfor har I ikke lagt det ud på You Tube? Spørger vi. Ligesom andre har stillet det spørgsmål tidligere på dagen.

Og så pludselig må jeg haste igen. Jeg er blevet inviteret til at overvære en ballettime med en af de flyvefærdige fugleunger. En oplevelse, der vækker mange gode minder. Lillepigen er rigtig dygtig, og jeg håber, at hun får lov at danse sig helt ind i geledderne på den kongelige balletskole.

En lang weekend venter forude, og jeg smækker benene op, og lader roen falde over os. Det har vi vist også fortjent efter den bedste torsdag i mands minde.