Der er noget sol, der står op, en stump himmel er iklædt en svag forårsblå med bløde strejf af den forgangne årstids grålige noter. Nogle timer skifter navn, og bliver til dag. En kat strækker sig, lunter af, og mens sommerfuglen nyder sin nektar, fordriver jeg tid, indtil det bliver min tur.

Der er kun sur mælk i skabet.

Hvor mange gange er det lige, at man kan åbne et køleskab for igen at konstatere, at der altså ikke er noget andet, der kan bruges til at komme i kaffen? Rugbrødet er også udsolgt, men en frisk pakke knækbrød ligger uåbnet på bunden af kurven. Sammen med pitabrødene.

Jeg spiser knækbrød med banan, mens duften fra imaginære hele håndfulde af friskhakket bredbladet persille, breder sig i vindingerne, og blander sig med overvejelser om hvidrammede fladskærme, og om hvor tungtvejende toogtyve kilo egentlig er. Står fjernsynet mon op i sort/hvid, og går ned i farver? Og hvad berettiger trangen til bredbladet persille i store, hakkede mængder?

Og for fødderne folder fredagen sig ud.