Jeg sover på sofaen, mens Margrethe går på balkonen, og modtager folkets hyldest. Jeg har det mildest talt ad H til. Maven snor sig, og knoglemassen vånder sig ømt sammen med musklerne. Hvad det går ud på, ved jeg ikke, men nu har det varet over et døgn, og lidt bekymret kan man vel altid blive. Er det medicinen? Er det en virus? Måske finder jeg ud af mere, når lægevagten trækker i kitlen.

Mens Riemar Bo mener, vi kan glæde os over, at politiet har det hvide betræk på kasketterne, ligger jeg med nattegudinden ved siden af mig. Hun overlevede at blive smidt i kassen i går, og denne gang var der en dyrlæge tilstede. Der er meget kat i hende endnu, siger han, på trods af at hun i dag bliver tolv, og dermed kun mangler seks år i at være på aldershøjde med majestæten.

Omregnet i menneskeår, forstås.

Når jeg er blevet mig selv igen, må jeg vist en tur igennem fladskærmsjunglen, for mit fjernsyn er gået i en alvorlig form for Avatar-mode, og den halve skærmflade dækkes af sjove kulører. Majestæten var helt grøn i hovedet, da Frank Jensen indtog podiet. I går var de allesammen helt blå. Spøjst!