Det er meget tidlig morgen og jeg trisser ud i skabet, hiver medicinæsken frem og tager dagens dosis. Vender tilbage til sengevarmen for at ligge og se eftertænksomt ud i omgivelserne, men falder i søvn.

Da jeg vågner igen, er det blevet klokken ti i Danmark, og jeg vælter mig ud af sengen, tøfler mod køkkenet, hvor jeg åbner køleskabet for at konstatere, at dagens første måltid vil komme til at bestå af ryste-sammen-brød og fransk pate med svampe og hov! Vanillesyltede ribs fra sidste sommer har forputtet sig bagest i et skab, og jeg kan mærke sommerens varme kærtegne mine hænder, da jeg griber om glasset.

En ubændig trang til te melder sig, og jeg hiver stålkanden frem, og brygger en skudefuld Vladimir. Mens den trækker, sammen med en halveret grapefrugt drysset med kanelsukker i anledningen af søndagssolen, skærer jeg brød, smører og anretter. Jeg er krævende sulten og spiser grapefrugt stående ved køkkenbordet. Først da teen er hældt på det store krus, falder jeg til ro ved bordet.

Vi finder sammen i stuen, alle tre, solen står ind af vinduet, og rammer nattegudinden, så den sorte pels bliver brun. Vi snakker om film og tv-serier, men da kameraet kommer frem, render Bjørnen af pladsen, og henter posten, der nu om stunder bliver leveret i stueetagen.

Der er brev fra Jylland. Et godt ét.

Gudinden stiller op til et par enkelte shots, og jeg fortrækker til skrivebordet, da hun vender mig ryggen. Mens jeg ser på billeder, eksploderer søndagen i et højrøstet skænderi et eller andet sted i ejendommen. En dør smækker, og hastige trin forsvinder løbende ned ad trappen.