Man kan gå på solskin, og svæve på lyserøde skyer. Man kan også gå i tilpas underspillet tilfredshed og bare nyde tilværelsen. Til tider sopper man, som jeg har gjort det de sidste par dage, rundt i en klæbrig mudret masse, der suger fødderne til sig, og forhindrer himmelspring af større betydning.
Tilværelsen knirker, og hviner som en konstellation, der mangler olie, og i øvrigt også er skruet forkert sammen. Jeg selv hyler som en ensom, ulykkelig ulv mod månen, og ønsker brændende at finde det sted på jorden, hvor det er tilladt træerne at vokse helt ind i himlen. Bare en lille smule.
Come nu on, lad os sætte os og give peace a chance!
4 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.