Jeg har på et tidspunkt stået i en frodig have, beliggende i udkanten af Venezia, og plukket en solmoden og lun fersken ned fra et træ. Vejret var udsædvanligt og meget varmt for årstiden, og graderne lå højt. Saften løb ned af armen, og jeg har aldrig smagt bedre fersken, hverken før eller siden.

I går aftes havde jeg Nordeuropas største anfald af nældefeber, og da det tog sin tid at slå nælderne ned, kom jeg i seng på den helt forkerte side af midnat. Jeg fortjener simpelhen den blødeste ferskenhud, når vi rammer maj, og kuren er ovre. Hverken mere, eller mindre.

I formiddag har jeg været i biografen med flere håndfulde børnehavebørn. Fire håndfulde faktisk. De sad på rad og række, med åben mund og store øjne, og med en madpose i den ene hånd, og en juicebrik i den anden. De spændte fra to til seks, og var betydeligt mere hensynsfulde og afdæmpede i de halvanden time, vi sad der, end jeg ellers er vant til, når jeg deler sal med det, man kalder et voksent publikum. Tag da lige den.

Nu dufter der dejligt fra køkkenet, hvor Bjørnen leger med både chili og hvidløg. Jeg sidder her, og nusser de sårede poter, mens jeg kigger længselsfuldt på ferskengrenene, jeg har stillet i den hvide vase på sekretæren.

Er du så færdig? Ja, det er nemlig lige det, jeg er. Så færdig!