Hvor underligt det end lyder, sker det at folk sydfra drages mod nord og fascineres af regnfulde somre og sjaskede vintre. En sådan opdagelsesrejsende fra syd løb jeg ind i på den forlængst lukkede og slukkede Universitetscaféen.

Der stod han, mørk og mystisk, min helt egen Amerigo, dog ikke Vespucci. En lang nat blev til morgen og udstyret med en nyindkøbt italiensk parlør, drog vi i Dyrehaven og udvekslede personlige oplysninger og spirende interesse for hinandens historier.

Han var fra Venezia, byen bygget på pæle, gennemstrømmet af kanaler og krydsende broer. Hvor fedt var det ikke lige? Jeg blev betaget og fuld af længsel både efter venetianeren og hans by. Jeg forelskede mig.

Og senere i polpette. Den italienske udgave af frikadeller, men med lidt mere krudt end i de danske deller. Dem laver jeg en portion af her til aften.

Brød afskorpes, skæres i tern og lægges i blød i mælk. Citronskal rives, hvidløg hakkes sammen med bredbladet persille. 2 æg slås ud i fadet og peber kværnes gavmildt. Hakket oksekød smides oveni og med den renvaskede pote blander jeg alle ingredienserne, til farsen er fin og jævn.

Når farsen har sat sig, salter jeg og lader den stå lidt i fred, mens jeg laver noget afledende. Polpette sættes med en lille ske og steges i olivenolie.