I går havde jeg fornøjelsen af at møde fire af mine gamle klassekammerater fra folkeskoletiden. Det var en meget særlig oplevelse, som jeg har tygget på lige siden, jeg tog hjem derfra først på aftenen.

Var det sjovt, eller var det trist? Var det nødvendigt, eller kunne vi have sparet os? Var det hyggeligt at rode op i fortidens gryderet? Var det opbyggeligt med disse fragmenter fra en svunden fortid? Ridsede vi i overflader, eller krakelerede lakken af sig selv?

Jeg ved det ikke. Aner faktisk ikke rigtig, hvad fanden der foregik.

Vi skal mødes igen. Flere af os, hvis det kan lade sige gøre. Vi vil fejre de 40 til næste sommer. Hvis vi ellers kan finde hinanden. Jeg har meldt mig til opgaven at finde folk, og indtil videre har jeg spottet en håndfuld.

Men hvad driver værket mest? Tanken om mødet med stemmerne fra fortiden, eller sporten i at opspore de glemte og gemte?

Mens jeg tygger videre, kan jeg fortælle, at jeg ristede en bakke kantareller på en meget hed pande. Piskede æg med lidt fløde, og krydrede med rosenpber og salt. Efter en stund tog jeg kantarellerne af panden, og hældte æggemassen på. Vogtede den nøje, og endte alligevel med at give den lidt for meget, så jeg skiftede fra begrebet omelet over til stor æggepandekage, der blev foldet omkring de ristede kantareller.

Grove skiver af fuldkornsbrød ledsagede min kantarel- og æggepandekage. Det smagte godt.