Himmel, se Havet!

Forstå din timer

søndag 5. juli 2009klokken 11:36 · 1 kommentar · Ferie, Køkkenskriverier

Der var udbetaling af ubenyttet søvn ved kasse et i dag. Klokken var nærmest ti, inden jeg blev sparket ud af drømmene om hvad, det har jeg glemt, men følelsen af at det var interessant, sad stadig i fornemmelsen, da jeg satte mig godt tilrette på yndlingsbænken i baghaven.

Tyve minutters fuglefløjt, samt en halv stang japansk røgelse senere, var jeg topkørende igen.

Der var gode rester i køleskabet, og her tænker jeg ikke på kage, som sammen med et par flade med skinke, udgjorde aftensmaden i går. Det var som sagt i går, og nu var det blevet i dag, og tilmed brunchtime.

Kartofler, hakkebøffer og majskolber blev snittet i passende stykker og strukturer, og derefter hældt om bord i en lille bradepande sammen med tomatbåde og revet gedegouda. Ind i ovnen med det, og jeg stiller timeren, dennegang med minutter i minutter og ikke i timer!

På verandaen sidder jeg med et stykke nyindkøbt tekstil, og leger med en lille sysaks. Jeg har en lille rettelse at tilføje, og sprætter små sting op, mens minutterne tikker afsted. Da jeg begynder at kunne dufte maden, bliver jeg opmærksom. Og jada, timeren har afleveret sit ring udenfor min hørevidde.

Maden blev endnu engang reddet, og smagte udemærket med et godt drys basilikum på toppen.

Nu har jeg undersøgt timerens funktion i bund og grund, så næste gang er jeg på. Helt hundrede og sikkert.

Did you like this? Share it:

Èn kommentar indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy