Det er blevet forår, og jeg strikker elge. De har vel også en berettigelse på denne årtid. Jeg formoder ikke, at de går i hi, eller ligefrem forsvinder ud i den blå forårsluft, og først lander igen, når det bliver vinter?

Så jeg strikker videre på mine elge, der efter syv pinde også vil være gevirprydede.

Jeg er faktisk voldsomt stolt af mig selv, for jeg har virkelig knækket koden, og fået tæmmet elgen. Tofarvet strik i norsk og islandsk stil har aldrig rigtig været min stærke side, men det er det blevet. Arj, måske ikke helt, men det er tæt på.

Efter et besøg her fik jeg endelig styr på trådene, og i nattens mulm og mørke fik jeg udtænkt en metode, så jeg kunne undgå for lange løkker på bagsiden af strikketøjet. Den viste sig at holde vand, og virker også fint i dagslys.

Fornemmelsen af at mestre endnu en ting er herligt tilfredsstillende, og mens jeg nu styrer elgene med sikker hånd, spekulerer jeg på, om det er intelligensen eller tålmodigheden, der har udviklet sig henover årene.