Da jeg i sin tid begyndte at blogge, var det en slags terapeutisk handling. Jeg skulle rejse mig efter længere tids sygdom og stress, der havde fyldt rigtig meget i min lille familie. Inden jeg kastede mig ud i det, havde jeg længe ligget og lurelæst på andres blogge, og senere, begyndte jeg dristigt, også at kommentere.

Og så sprang jeg selv ud i det.

Heldigvis, har vi efterhånden herhjemme fået lagt sygdom og stress bag os, og bloggeriet handler i dag om noget helt andet. Jeg har nemlig med tiden få smag for at tage billeder, men uden medfølgende ord går det ikke. Altså, jeg er med andre ord, blevet hooked på at fremstille de små, næsten daglige indlæg her på bloggen.

I begyndelsen hændte det, at en eller anden komplimenterede mig for et særlig godt billede, og det blev, og det bliver jeg stadig, meget glad for. Senere, skete det også, at der var roser til ordene, og det varmede, og varmer stadig, helt ned i storetæerne.

Men, nu ligger der en lille sten og trykker.

På et tidspunkt udspillede der sig dette i mit kommetarfelt, og det fik jeg aldrig rigtig hevet frem i lyset. Men, jeg har altså haft et indlæg med i Lommen, hvor det optræder i en artikel om ramsløg.

Nu kan man tænke, hvad man vil, med radio og alt, men jeg vil gerne rette op på, at jeg aldrig, frit fra leveren og ude i lyset, har fået fortalt Karen og Bjørn, hvor glad jeg blev dengang, for at de kunne, og ville bruge mit lille forårsindlæg.

Og jo, dengang pudsede jeg også fjerene.