Har man sagt A, må man også sige B, og har man sagt Gerimax, må man også sige stevia. Så det gjorde jeg. Sagde ja tak til kassen pakket over emnet, stevia.

Og den kom. Steviakassen. Fint leveret lige til døren. Med en køletaske, der indeholdt 4 liter steviasødet yoghurt fra Arla og to fryseelementer, der kan gøre gavn en anden god gang, en lille stevia plante, og en pose med steviafrø. Sidegenvinsten var to Mano skåle fra Kähler. I sart turkis.

Lige præcis som, jeg kan lide dem.

Men skålene var endnu ikke pakket ud, den morgen jeg drog af mod haven, for blandt andet at plante den lille stevia, så yoghurten med jordbær blev prøvesmagt fra en ganske anden kant. Hvide harer på gul bund. Det smagte faktisk fint. Senere fik jeg også afprøvet varianten med blåbær og noget andet, jeg ikke lige kan huske, og den var også rigtig god.

Skålene var, og er stadig ikke pakket ud, hvilket er helt normalt med mig i nærheden. Hvis jeg glæder mig over noget nyt, kan jeg gå længe, og hygge mig i forventningens glæde, indtil jeg endelig rammer, det rette øjeblik.

Planten trives fint i den ene ende af mit bed i haven. Den er havnet i flok sammen med appelsin- citronvarianterne af forskellige krydderurter. Og ja, de hygger sig. Og vokser. Og gror.

Frøene derimod, må vente til næste forår. De ankom lige en tand for sent til leg i denne sommer, men så har jeg det eksperiment, at se frem til.

Ting har det med at gribe om sig, så forleden da jeg var ude, og shoppe en helt ny og herlig kaffekande, opdagede jeg ved hjemkomsten, at der havde sneget sig en ren blanding af sukker og stevia med hjem til at søde kaffen med. Det virker rigtig fint, så nu er der også mere plads til fløden.

Senere på sæsonen må jeg se nærmere på den lille stevia derovre i bedet, der så forhåbentlig er blevet til en stor stevia.