I dag fik jeg noget til at hænge sammen allerede fra morgenstunden. Efter en række telefonsamtaler, samt en række forgæves forsøg på telefonsamtaler, greb jeg den nye cykelkurv, posen med de tomme flasker, og forsvandt ned af bagtrappen. Flaskecontaineren var selvfølgelig overfyldt, så jeg måtte stille alle de tomme sprutflasker, fra den velassorterede cocktailbar, bare sådan ved siden af! Jeg tror, jeg må nedlægge den bar, for sprut feder ligeså meget som slik og kager. Om fredagen er det især svært, det der med fravælge, så jeg tror, det er sprutten, der må lade livet.

Men, nu var jeg efterhånden klar, så med opknappet jakke, og flagrende kjole, cyklede jeg afsted på jagt efter godt garn og gode knapper.

Og, begge dele fik jeg med hjem i dejlige, og rigelige mængder, så nu kan jeg strikke løs, et stykke frem i tiden. Det kunne jeg sådan set i forvejen, men nu har jeg fundet mig et nyt projekt, og så bliver det sådan. Basta!

Jeg har sat mig for at strikke en stak af de små livstykker fra gamle dage, som nu mest bruges som små veste. Jeg har allerede strikket en del, men folk omkring mig får småfolk hele tiden. Nu vil jeg så strikke en hel bunke. Nogle til glæde, nogle til gavn.

Da jeg var barn, strikkede min farmor stakkevis af livstykker til mig. I ubleget bomuld, der duftede helt særligt godt, når de lå der, og var helt nye. Enkelte var havegrynsfarvede, andre var flødefarvede, og nogle var kridhvide. Min far fik dem med hjem indpakkede i brunt papir med sejlgarn om.

Det må ligge i generne, for jeg nyder seriøst, at strikke disse små stykker.

Hos Rasmilla er der tilbud på et parti udgående økologisk bomuld. Fairtrade og alt. I smukke farver. Også naturfarver. De er lige til at spise, og har yndige navne allesammen. Oplysningen om tilbuddet skal du bare glemme igen. Jeg skal nok hjælpe Sanne af med det parti stille, og roligt henad vejen.

Jeg fik forresten også købt mælk, yoghurt, kartofler, æble og bananer, men det har jo ikke med noget med hverken garn eller knapper at gøre.