Lyset viser sig i en sprække i himmelen, mens fødderne, allerede skrigefærdige af skørhed, rammer de lakerede gulvplanker. Det er i sandhed sprækkernes dag, og jeg snakker overtalende til mig selv, mens jeg gennemgår ritualerne med bad, tandbørstning, påklædning, og hvad der ellers står på programmet på denne fredag, hvor jeg møder tidligt, efter en meget lang, og anstrengende uge.

Anstrengende er ikke lige ordet. Jeg kan ikke lige finde det frem, der beskriver tilstanden, hvor man vakler mellem optimismen i, yes!, det her klarer vi bare, og trangen til at dø en stille død i den sorte kælders milde mørke.

Det bliver fyraften tidligt om eftermiddagen, og jeg går på fyldte fakirmåtter hen til TrilleNyx, der smiler opmuntrende, og lover at køre mig frelst igennem indkøb, og septemberregn- og rusk. Og, holder hvad der loves, for endelig sidder jeg tør og tryg, og iagttager de forpinte poter, der stadig en time efter de er sluppet af med fodtøjet, jager i sprækkerne.

I morgen udfører jeg, som det eneste planlagte punkt i min weekend, den tredie handling i min egen private tretrinsraket af værdsættelse. De to første trin er i hus, i morgen afslutter jeg det forløb, jeg søsatte, fordi jeg er det værd, og har fortjent det.

For et stykke tid siden, foretog jeg nogle gevaldige hop fremad. I en fri fornemmelse, som en hare med strittænder og lange ører, hoppede jeg frem og tilbage foran et kosteskab stoppet med sabelkatte, der vistnok er ved at tabe både gnisten, og gejsten. Jeg hoppede, og hoppede. Fortalte lystigt om nye tiltag, nyt mod, ny glæde.

Jeg lod mig interviewe til lokalbladet, som udkom i denne uge, og på hele to sider kan man folde noget af mig ud, både i første og i anden sektion. Vildt!

Dagen efter interviewet, tøflede jeg ned af bagtrappen, men standsede pludseligt midt i et hop, da det slog mig, at jeg for første gang havde talt om alt det svære, om sygdom og sorg, angst og uro, på en måde, der ikke tørrede talengaven ind, som om stemmenbåndene var blevet slebet ned med groft sandpapir.

Senere på dagen slog det mig igen, og jeg fik lyst til at sprede armene ud, og omfavne lyset fra himlen, der hang over hovedet på mig. Jeg gjorde det ikke, for jeg jobbede, og nøjedes derfor med at flagre lidt fornøjet med fingrene.