Måske var det fordi, jeg fuldstændigt fordybede mig i sofaens lyksaligheder, at jeg helt og aldeles glemte at nyde aftensolen forsvinde i kogende orangerødt bag et eller andet nærliggende byggeri. Da jeg kom op fra dybet, havde mørket lagt sig, og et øjebliks tid fortrød jeg min uopmærksomhed. Men kun et øjeblik.
Fordi morgenens rosa marmorerede tæppe gik ikke mit blik forbi, og jeg var på tæerne for at aflæse søndagens vejr, før nogen fik sagt morgenkåbe og sutsko. Trak i udekåben, og listede af efter den ønskede kakao, og brød, også noget af det søde. Serveret langt senere op af dagen, for når nogen har fødselsdag, må de sove, så længe de har lyst.
Og således glider dagen, og brænder sin aften af for fuld blus og gardiner, mens jeg, som sagt, var væk i min egen uopmærksomme og fredfyldte verden. Og sådan skal det også være.
7 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.