Ud må det, ud. Helligetrekongers. Nytår. Jul. Ud må det. Ud med det.

Det har været den værste, pardon my french, lortejuleferie i mands minde. Var syg, udmattet, bagud og sat til tælling. Ikke bare nede på knæ, men helt nede at ligge. Trådt under fode, væltet omkuld for fødderne af de træer, der skjuler skoven.

Fandt mig selv liggende på en godtnok venlig sofa, blød, varm, og fuldt af ro og regelmæssighed. Stort set, og næsten hele tiden. Men alligevel. Fik and, fik bøffer, så møre som det smør, jeg ikke længere fornøjer mig med, fik sødt, fik surt, fik bobler, fik i det hele taget alt det, traditionen nu byder.

Men alligevel.

I går indtog jeg for første gang i lang tid pladsen foran skærmen, iførte mig det nye headset, og hørte musik for fuld skrue. Løftede den hæse røst, og lod det fare. Lod billederne køre løsnende gennem systemet, mens hjertet hoppede, og tårerne gled ned langs siderne af de tunge tanker.

I dag har jeg, for første gang i år, haft hænderne stukket i ørerne på den sorte gryde, og har lavet mad, der indebar brug af mere end et redskab. Har haft hænderne fulde af uld, øjnene fulde af fjernsyn, og ørerne på stilke. Glemt regn, glemt grålighed, smålighed og glammeri.

I morgen rejser jeg mig måske nok helt, og en dag rejser jeg mig sandsynligvis ved det træ, der fælder mig, og er der en økse i nærheden, vil fanden være løs i Laxegade.