Berlin – Ich liebe Dich! – og på andendagen af min fødselsdagsgave guides jeg, med lukkede øjne, af Andrea ind i salen, vender mig, og står endelig ansigt til ansigt med Ishtarporten til Helvede.

I det øjeblik bliver jeg aldersløs, og lykkeligt ligeglad med om verden stadig står udenfor Pergamons mure. Jeg overgiver mig på stedet, underkaster mig og synker lidt i knæ, mens jeg lukker den istharblå farve ind. Lever af den, lever på den. Drømmer, mindes, og vender tilbage i tankerne.

Frydes over løverne, dragerne og blomsterne i al det blå, mens jeg drejer rundt med blikket løftet højt. Standser brat i den efterfølgende og nedadgående cirkel, da jeg på min højre hånd øjner den sorte, blanke stele, der med mejslet cocktailskrift lovgiver om øje for øje, tand for tand. Hammurabis lov! Bid for bid falder brikker i hak, og en cirkel lukker sig tilfreds med et svagt klik.

Under Nebukadnezer spekulerer vi over hvilken sten, der mon rummer informationen om happy hour.

Jeg vil ikke have for meget af det hele på en gang, men iler alligevel ind i nye rum, og ser, og ser, og ser. Overraskes glædelig af gensynet med de venligt smilende, bevingede løvemænd, og finder hvile blandt spadserende ørne, der stolt bærer både citron og håndtaske. Næste gang vil jeg foreviges sammen med dem, også iført citron og lille håndtaske.

Næste gang vil jeg også move like Jagger opad processionsgaden mod Istaharporten i selskab med Nebukadnezar samt et udsøgt selskab af japanske turister i ført deres underlige små ansigtsmasker, der beskytter dem mod andre menneskers bakterier.

Eller er det mon omvendt?