Jeg er for sej! Når jeg selv skal sige det. Det skal jeg vist, for alle andre sover. For hyggens skyld gentager jeg mig selv. Jeg er for sej!

Hvorfor?

Klokken otte væltede jeg søvndrukken – ikke svimmel! – ud af den lune seng. Rystede krop og hoved sammen, trak i havekjole og gummistøvler, før jeg kunne nå at få andre gode ideer.

Ti minutter senere stod jeg på havegangen, og nød den grå november, der med sin stille støvregn havde hevet så voldsomt i mig. Og pænt så det ud. Det hele.

Og det var stadig muligt at øjne sporene efter sidste større haveudfoldelse, der fandt sted en tidlig morgen, hvor rimfrosten kantede bladene, isen lå tykt på vandoverfladerne, og dagslyset fik det hele til at dryppe, så jeg ind imellem kom i tvivl om årstiden.

Den dag stod der stadig orange morgenfruer, og nogle blå nogen, jeg har glemt navnet på. Jeg havde en sækfuld nedfald med, som jeg fik spredt dekorativ udover bedene. Jeg fastlagde dagsværket med stængler fra solsikker og majs. På kryds og tværs.

I dag havde jeg stormen i nakken, og hakkede de gyldne blade bedre fast i jorden, så ikke altsammen skulle flyve bort med vindstødene af orkanstyrke, der er blevet lovet senere på dagen.

Bagefter gravede jeg, og gravede. Mens sveden kom frem på panden, og senere dryppede ned i den lerede jord. Åh, så vidunderlig selvtilfreds man kan være, når den behandskede hånd glider over panden, og man derefter igen griber fat om spaden!

En rum tid senere vælter jeg ind af hoveddøren med kolde drikke i flasker, og bagerbrød i små brune papirsposer. Smider regnfrakke, jakke og cykelkurv ind på entregulvet, og efterlader de mudrede gummistøvler på trappen. Vrider mig ud af svedigt tøj, svøber mig i en blød morgenkåbe, og smider al det klamme i vaskemaskinen.

Mens jeg sidder foran skærmen, og får pusten, slikker jeg mig om de salte læber, og bliver overvældende sulten. Og kaffetørstig.

Og her er jeg så nu, med en kat der har besluttet sig for at stå op for en kort bemærkning, mens hun ser sig om efter et nyt sted at kaste sig over, inden en ny søvnperiode overmander hende. Der er totalt stille i Bjørnehulen. Jeg lader freden sænke sig, vinden ruske i trætoppene, og støvregn falde, mens jeg forsigtigt nipper til den varme kaffe.