Karry kurerer alt. Næsten alt. I hverfald smyger mødet med en god karryret sig forbarmende omkring en forkølet sjæl, eller legme. For den sags skyld. Og Bjørnen er forkølet i mellemsvær grad.

Køleskabet rummer en del, og lidt bliver indkøbt til supplement, og ved eftermiddagstide, efter en langsommelig, men hyggelig rengøring, er det blevet tid til køkkenskriverier.

Jeg griber ud efter det slidte blå forklæde, og med båndene forsvarligt bundet om livet, trækker jeg den sorte gryde frem på det største blus. Vender mig, og løsner to knive fra magnetstriben på væggen bag mig.

Nu er jeg sådan set klar.

Bacon, kyllingekød, karry og et skvæt chiliolie åbner ballet i grydens indre, mens jeg skiver aflange auberginer til femkroner, hakker flere fed hvidløg, og endelig strimler det smukkeste røde spidskål så tyndt, så tyndt. Smider det i gryden, og vender med raske tag det hele rundt i varmen. Tager posen med de sidste gulerødder af egen avl og snitter dem med hjertet fuld af respekt til bitte små tern, som jeg efterhånden smider i gryden, og vender igen. Og igen.

En indskydelse rammer lige i panden, og lige inden låget lander, drysser jeg forsigtigt, og mådeholdent med den garam masala, jeg købte af fruen selv på MAD Food Camp forleden. Det skulle senere vise sig at være en rigtig god ide.

Risene bliver skyllet efter alle vandkunstens regler, og koges efterfølgende blidt med myntesalt og bergamotteolie. Jeg letter på låget, og slipper en velduft ud i køkkenet fra den sorte gryde, og da det nu er lørdag, er et vip med flødekanden helt i sin orden.

Og lidt efter falder alt til ro på et par tallerkener, og vi spiser den cooleste karryret, jeg længe har lavet, mens farven langsomt igen breder sig på de blege kinder.