Jeg mærker en forskel, vælter mig ud af sengen efter at have udsat det længe nok. Katten knurrer sig sammen, og ignorerer mig helt og aldeles. Hvad kommer det dog mig ved, siger den smukt buede katteryg.

I stuen står solen ind af vinduerne. Nej, står gør den ikke, den faktisk vælter ind. Overvældende efter langt tids tørst. Det med solen går over igen, endda flere gange i løbet af dagen, og hvis ikke dagens billede talte sit tydelige sprog, ville jeg næsten tro, at det slet ikke var forekommet.

Jeg vil have brunch morgenmad til aften, så jeg pisker æg, skærer tomater, rister pølser. Kaffen tror jeg dog, at jeg springer over. Jeg skal for tidligt op. Mens jeg pisker, skærer og rister, gennemgår jeg en tankerække med overraskende vendinger, og et lettelsen suk høres tydleligt fra kosteskabet. For en stund spiller vi på samme hold. Mig og sabelkattene!

Bagefter står jeg eftertænksomt, og spørger mig selv, hvad fanden skete der lige dér?!