Jeg har fået det, i hvertfald for nogens vedkommende, til at se ud som om, jeg stadig tyndslider gaderne i Berlin. Det gør jeg sådan set også, men fysisk kom jeg tilbage til det larmende København allerede i torsdags, sent på aftenen.

Kameraets hukommelseskort bugner ikke ligefrem af billeder, men de få jeg har taget, har jeg flyttet rundt på en milliard gange. Jeg fornemmer nemlig, at der er noget, der er særlig vigtigt for mig, i det her med Berlin.

Danseskiltet sad jeg med ryggen til, mens vi spiste morgenmad lige om hjørnet, og kun et lille stykke vej fra hotellet. Jeg fik æg, flute og smør. Lånte af Andreas marmelade, der måske var abrikos, måske appelsin. Den var i hverfald orange, og en lille smule bittert bag al det søde.

Det var Andrea, der gjorde mig opmærksom på de fine bogstaver, og jeg greb ud efter kameraet, og jonglerede samtidigt med en blanding af ord, som vild med Tanz, og vild med Berlin. Og allerede. Især vild med Berlin.

Efterhånden begyndte jeg at kunne overskue både ord og billeder. Faldt til ro i genkendelse, og lyste op i adskillige 1 procents glimt, som Andrea så respektfuldt udtrykker det, når min inderste kerne af sund fornuft atter slår til, og leder os på rette vej.

Selv sproget begyndte at falde naturligt tilrette i ørerne, langt bedre, syntes jeg selv, end hos et par danske turister, vi snakkende passerede, som nærmest smed alt fra sig, og vendte hovederne efter modersmålet, der passerede i talebobler fra os to gamle koner.

Ja, gammel blev jeg nemlig også på denne tur. Her gik jeg i den tro, at jeg var midaldrende, men nu blev jeg informeret om sagernes rette sammenhæng, og blev som sagt med ét gammel, eller ældre om man vil. Og med en middelalderlig indstilling, ment på den gode måde.

Jamen, som vi dog kan tale, sludre og snakke. Siddene i bløde kurvestole, bag altanens glasdøre, mens kraner snurrer, eller mørke lægger sig. Over to gamle koner.