Himmel, se Havet!

Berlinerluft under vingerne

lørdag 6. august 2011klokken 00:57 · 6 kommentarer · Ferie, Ud og se og hjem igen.

Ordet i min magt. Ja tak, men kan jeg få sat bogstaverne rigtigt sammen, så ordene danner ordentlige beskrivelser af de følelser, og oplevelser, der stadig glimter som lysende stjerner, bag pandebenet, nøjagtig magen til dem, der hang over Invalidenstrasse forleden nat.

Kan jeg mon?

Jeg har før sat fødderne på tysk jord, dog ikke tidligere på den berlinske del af den. Det gjorde jeg for første gang i tirsdags. Smækkede poterne hårdt i asfalten om eftermiddagen, i en del af Berlin, hvor jeg faktisk kun lagde mærke til, at der var en busholdeplads, og en benzintank.

Luften var overraskende frisk, så det med Berlinerluft passer vist meget godt.

Og så trasker jeg i hælene på Andrea, med min hjulende lille kuffert, gennem stationshaller med fine firkantede gule tog, hvori informationerne bringes i en lind, og indtil videre uforståelig strøm.

Min øjne er står på vid gab, og indefra kan jeg måske godt se både åbenmundet og polypagtigt ud, men al det skjuler jeg bag en facade af almen interesse for de nærmeste omgivelser, mens jeg hurtigt lagrer det ene indtryk, efter det andet. Jeg suger og sluger, mens det første hjertekammer allerede åbner døren langsomt på klem.

Resten, skulle det vise sig, fulgte hurtigt trop.

Skridt, tager jeg mange af i denne store by, og som i mange andre sammenhænge, bliver jeg fuld af respekt for steders særlige historiske vingeslag. Og dem, er der rigtig mange af her i Berlin. Dystre, muntre. Grå, farverige. Skrydende, larmende, stille og tyste. De har stort set alt, undtagen rigtig, rigtig gamle huse. Og rosafarvede glas i de majestætiske lygtepæle på Gendarmenmarkt.

Jeg har engang stået foran et maleri af Botticelli, og jeg bad inderligt til, at nogen ville nive mig i armen. Jeg blev simpelhen fuldstændig svag i koderne af respekt for tidens gang henover jorden, og ville hjertens gerne have givet efter for trangen til at synke ned i knæ, og bare nyde øjeblikket..

Se, det er her, det er svært, ikke at få det til at lyde for underligt, men det er sådan, jeg har det, når tingene folder sig rigtigt ud.

Og det gjorde de også, da vi senere krydsede Unter den Linden, og jeg fuldstændig overså en hel flok af de verdensberømte træer, da Andrea udpegede Brandenburger Tor for mig. Sådan ude i horisonten, til højre. Respekt og knæfald lige på stedet! Historien baskede vildt med vingerne i et øjeblik så tilpas langt, at det susede for ørerne.

Mere af det!, skreg hjertet, og denne gang sprang resten af dørene bare op. Hæmningsløst, og med videbægeret strittende til alle sider.

 

Did you like this? Share it:

6 kommentarer indtil videre ↓

Læg en kommentar

Jimmy