Himmel, se Havet!

Himmel, se Haven! #39

lørdag 30. juli 2011klokken 18:45 · 3 kommentarer · Ferie, Haveliv, Nuet

Her har været stille en stund, eller flere. Vi har brugt meget tid på at snakke om det skete i Norge. Bjørnen har bekendte, der mere, eller mindre har været direkte berørt af de voldsomme begivenheder, og det satte selvfølgelig gang i mange tanker, og vi har som førnævnt talt meget om det herhjemme.

Det er stadig ferietid, og selvom vejret ikke er særlig sommeragtigt flyver dagene, og den halve tid er allerede gået. Jeg har skam været i haven, men flere af de senere besøg, har været som taget ud af eventyr eller fortællinger om rismarker og malariamyg, eller noget i den stil. Meget vådt. Meget stikkende.

I dag var der håb om lidt bedre vejr, og mens skyerne, her ved aftenstide, igen er ved at samle sig sammen til lidt regn, sidder jeg, og klør mig i rundt regnet otteogfyrre mygstik. Næsten på samme tid.

For en sikkerheds skyld, gravede jeg alle løg og kartofler op, forleden dag, så i dag kunne jeg koncentrere mig om at rense bedene for ukrudt, og smide lidt nye frø hist og pist, så der også er noget at rode med til efteråret.

Radiser, dild, salat, bladbeder og majroer.

I min iver kom jeg til at gennempløje et lille stykke jord, hvor jeg forleden havde lagt spirede blå buskbønner. Dem kan jeg vist godt glemme nu, og i stedet blev der sået vårsalat, som fint kan klare at dele bed med en eventuel bønne eller to. Hvis det skulle blive aktuelt, trods den hårde medfart.

Efterhånden har jeg fået bundet det op, der hang, og flagrede. Stokroser og tomater, især. Men også de valske bønner har haft god gavn af lidt ekstra støtte.

Sommerblomsterne er ved at komme sig, så jeg høster vildt af både kornblomster og morgenfruer. Mine smukke tallerkensmækkere har heldigvis fået nye blomster, så først nu er de fuldt beundringsværdige med hele og fine skørter.

Indianerbedet forbavser mig stadig. Det er utroligt, at det kan blive ved med at eksplodere i grokraft med blomster og frugter til følge. Jeg bliver målløs, hvergang jeg stikker snuden indenfor i det bed.

Jeg kan mærke, at jeg nok ikke er helt blogklar endnu. Mangler gnist, og remser bare op, men mygstikkene klør, og jeg er sulten, så jeg tror faktisk bare, jeg stopper for denne gang, og vender snuden mod køkkenet.

 

Did you like this? Share it:

3 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy