Det sker så pludseligt, og alligevel langsomt. Dagen hopper nogen gange højt og hurtigt fremad for så at slå bak og være dvask i optrækket. Ugens slutning bliver nået, og ferien ligger udenfor hoveddøren, og smiler glad, mens den logrer med halen.

Jeg selv logrer nærmest også med halen, og smider kurv og nøgler fra mig på stolen, og smækker dørene op. Var jeg ikke så ubalanceret, ville jeg have taget adskillige dansetrin med regnfrakken i armene, men Johnny har været på nakken af mig i næsten en hel uge, så jeg er i virkeligheden dødtræt.

Efter mad, og den ellers til dagligt forbudte sene kaffe, tager jeg plads i sofaen, ser en film, og æder lakrids helt ud til kvalmegrænsen. Skyller efter med Coke, og nu burde jeg være umulig at slå af pinden, men allerede ved halv otte tiden betages jeg af indre billeder af et køligt soveværelse, der til forveksling ligner mit.

Stående mellem to stuer beslutter jeg mig for at slippe grebet, og lader mig falde ned på stolen foran skærmen for at trække tiden lidt ud.

Nu sidder jeg så her, og I sidder der. Hvorlænge det holder, ved jeg ikke, men i morgen er jeg udhvilet. Og ferieklar.