Himmel, se Havet!

Fra øst til vest

onsdag 22. juni 2011klokken 19:54 · 2 kommentarer · Haveliv, Ud og se og hjem igen., Ve og vel

Mødeaktivitet i embeds medfør, og aftaler af privat karakter, har været dagens tema. Fra øst til vest, ikke i lige linie, for jeg sejler rundt for tiden. Af samme grund blev TrilleNyx hjemme i stalden, så det var de flade konvolutter der førte mig frem. Langs Søerne. I solskin. Og blæst.

På overgangen fra embeds medfør til lægelig aftale havde jeg et slip, der var langt nok til, at jeg kunne bænke mig med cafe latte, konditorkager og en lille stak boligblade hos Nikolaos Strangas. Og her går man aldrig forgæves, når det handler om næring til den søde tand.

En enkelt macaron med viol og noget helt vildt lækkert kage med chokolademousse og havtorn. God kaffe. Gode blade. God ide. Med den pause.

Og så videre.

Min nakke er nu kommet på CD, så jeg fremover kan stikke enhver læge en plade og ikke mere spilde tid, når de skal nærlæse forbindelsen op til loftet, hvor rotterne danser reel med den drukne sømand. Og tænk, der var interesse for mine sovende fingre i dag. Jeg er efterhånden holdt op med at nævne dem, men når nu jeg ligefrem blev spurgt! Ja, så svarede jeg. Bekræftende. Hele to styks.

Med et skævt smil i øjenkrogen.

For tændt blev også det svage lysegrønne håb om, at der måske nu er en eller anden, der kan løse gåden og kappe linen mellem mig og ‘Surebajer’ Johnny.

Fra øst til vest, og på egen Metrostation spørgsmålet om højre, eller venstre. Jeg valgte højre, der førte mig durk over i haven, hvor det var min plan at bare sidde og bøve seriøst og ligeud i luften. Men sådan fungerer det slet ikke med haver! Overhovedet ikke. Nej, man luger ukrudt, plukker jordbær og luger mere ukrudt. Sidde ned, det kan man derhjemme.

Og det gør jeg så. Nu.

Did you like this? Share it:

2 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy