Det er i dag, at jeg er grusomt træt. Jeg tumler ind igennem lågen og af havegangen og rundt om bedene. Ser og ser ikke. Må samle mig sammen til den jeg nu engang er. Pyha!, tænker jeg, og pakker tasken ud på bordet, og falder til ro, siddende foran et bed, som jeg støt og stille pusler mig igennem med bare hænder, der griber ikke bare om nældens rod, men også så meget andet, der er dømt ude.

Jeg fortsætter i det modsatte bed og ender på den anden side, hvor jeg kravler videre mellem fliserne. Og så gider jeg heller ikke mere!

Hæklenålen trækker garnet gennem løkkerne, og en eller anden fortsætter historien, hvor vi slap i går. Ordene flyder ud, maskerne kører selv, og blikket forsvinder ud i naboens del af himlen. Da jeg vågner, fanges øjet af klematisknopperne i lånebuen.

Det var en sær blanding af udmattelse og meditation, jeg strøg igennem der. Lige midt i haven. Under en sommerblå himmel. Mest underligt var det vist, at jeg ikke hæklede forkert, der hvor bevidstheden slap taget, og lod mig glide afsted på hvide vatskyer.