Andrea blev min hjælp i nøden, og i går kom hun igen til undsætning med la bella blu, så jeg kunne få noget mere jord under neglene. Andrea er min jordforbindelse, også når vi står i plantecentret, og underlige eksotiske planter vandrer gennem mine hænder. Jeg farer let vild, hvis udvalget er for stort, og i går var der virkelig dækket op til bededagblomsterfest med bugnende borde og bunker af farver, frø og fornøjelser.

Ih, du milde maj, alle de valgmuligheder, men det lykkedes mig at holde fokus, og jeg fik udvalgt en rækkefuld glade planter i fine farver, der taler til mit hjerte. De mørke røde, og et par stykker i heliotropblå. Da jeg engang for en milliard år siden læste Thit Jensens romaner om Valdemar Atterdag, stødte jeg ind i det heliotropblå for første gang, og blev straks langvarig betaget. I middelalderen var man ikke bange for farver, og Thit må jo have vidst det, da hun var i direkte kontakt med kong Volmer himself.

Da jeg for nyligt har besluttet mig for at trodse Fælledens duer, købte jeg hele tre breve ærtefrø, så nu skulle der være belæg for ‘borte, tit-tit’ i rigelige mængder. Jeg holder på tit-tit, forstås!

Men inden vi trillede afsted efter jord og nye planter, skete noget vigtigt og betydningsfuldt. Jeg høstede min første radise, som efter grundigt skylning blev foreviget, delt, smagt, bedømt og fundet sin vægt værd i guld. Trods sine lettere hullede blade er det den fineste radise, jeg har set længe, og et kort øjeblik lignede det grangiveligt, at mine fingerspidser svagt skinnede grønt.

Dagen blev dejlig lang, og ganske og-fyldt, hvilket man bare skal tolke som begivenhedsrigt. Vi kom som vanligt langt omkring, både i ord og handling. Læs selv.