Nogle dage går ligeså stille hen, og bliver særlige. Nogle gange opdager man først, at det har været en særlig dag, når den er ved at være slut. I dag er en af dem.

Jeg begyndte dagen tidligt. Kogte havregrød, stolede ned og rullede tæpperne ud. Åbnevagt. Stille og roligt. Den førstankomne purk er en langsom starter, og efter morgenbollen med ost og et glas mælk på sidelinien, sætter vi os i sofaen, og hiver LilleNyx frem af tasken. Og kort efter er alle pladser besat, også dem på ryg- og armlæn. Vi spiller, griner og hepper på hinanden. God begyndelse. God morgen.

Morgenmøde. Og videre i hast ned af trappen, læderjakken af knagen og afsted. Otte unger, to af de der voksne og en Christianiavogn fyldt med madpakker og tomatplanter.

Vi skal i den eksperimenterende have, som vi senere bliver opfordret til at kalde den, efter at vi har plantet og sået grøntsager i mange forskellige farver og former. Røde, gule, hvide, blå. Gulerødder, rødbeder, salat, og broccoli. Sommerblomster, majs og tomater.

Pludselig er vi i tidsnød, for tiden driller os med at lade som om, at den står stille, mens den i virkeligheden iler hastigt derud af. Og haste afsted må vi så med mindstebenene anbragt i vognen, mens alle gumler på den første klapsammen’er, for at forhindre maven i at knurre. Resten af madpakkerne får de, da vi lander igen, og når, hvad vi skal.

Og tidligt op, er tidligt hjem. Med kurs mod den næste have.

Inden jeg åbner lågen, må jeg lige sige, at når jeg begynder at skrive disse indlæg, kan jeg have en formodning om, at jeg vil fortælle noget bestemt, som for eksempel at jeg oplever at falde i snak med helt fremmede folk ved torveboden, hvor de gladeligt deler ud af deres tips og viden om forskellige blomster og urter. Eller, at jeg i dag stod fuldstændig betaget og så min makker sætte tomatplanter i jorden med så meget respekt for jord og plante, at disse kun kan ende med at at belønne denne omsorg med bunker af solmodne og velsmagende tomater. Men når jeg kommer til vejs ende, og trykker ‘udgiv’ står der som regel noget helt andet. Ikke at det bliver ringere af den grund, men bare anderledes.

Havelivet både her, og der giver mig så meget, at enhver sabelkat velvilligt lader mig i fred, kugler sig sammen, og sover som en killing med den ene enorme pote henover snuden. Så blid, så rørende, at jeg forsigtigt bøjer mig over den, og klør den på det særlige sted mellem ørerne, hvor pelsen er tættest. Vi er i sync, sabelkattene og jeg.

Havearbejde er noget sært noget. Planløst, og alligevel lagt i kasser. I dag er mit forhold til løg og porrer helt håbløst, men jeg fylder andre huller ud, og sår en ny række rødbeder i blandede farver, og selvom jeg har læst et sted, at det er for sent med spinat, står der noget andet på posen, så jeg vover pelsen med to rækker. Mine små flag breder sig, og efter et par timer er jeg klar til at køre hjem. Tror jeg da!

Den sidste rest af bedet med planter fra sidste år, der ikke klarede vinteren ligger, og glor bedende på mig, og jo, det kan de sådan nogle bede. Se ordentlig efter næste gang! Så jeg graver da. Og kultiverer. Og pusler. Og haven slipper forsigtigt sit greb, og jeg kører hjem.