Søndag er søndag, og mandag er mandag. Den ene er en fridag, den anden som regel belagt med arbejde. En søndag morgen var tidligere noget med ro på, og tid til eftertanke. Men nu er der også en vejrudsigt med i billedet. Så istedet for at tøfle rundt, og nusle går det pludseligt stærkt med at få overstået ritualerne, og få sparket liv i TrilleNyx nede i gården, fordi der er regn i sigte.

Klokken er nærmere ni end halv ti, da jeg smækker lågen op, og tøfler op ad havegangen. Her er stille, og fuglene synger lystigt. Jeg pakker ud, og finder redskaberne frem som er gode at have ved hånden, når kartoflerne skal i jorden. For det er dem, jeg har så travlt med at få ordnet. I dag skal det bare være, så selvom jeg ellers er begyndt at navigere lettere planløst, har jeg sat mig for at i dag er og bliver i dag. Basta!

Og ned kommer de. Tolv stykker i hvert sit hul, efterfyldt med lidt lækkert jord, og toppet op med det der allerede er ved hånden. Og det fejler ikke noget, efter jeg har gravet og gjort ved. Inden jeg lukker hullerne med det lækre jord, markerer jeg åstedet med nogle pinde, og en ny ide popper op. Men den vender jeg tilbage til en anden gang.

Det er ikke fordi, jeg ikke har andet at tage mig til, at jeg begynder at fjerne ukrudt, men jeg er ubeslutsom, og her plejer ukrudt at være godt. Og ganske rigtigt efter en stund med græstotter og andet småt, begynder jeg at rykke rundt med de fire store krukker, der står bag min fine række med stedmødre, der i øvrigt stadig blomster lystigt. Jeg flytter bønnestativerne, som jeg stillede op som led i en plan, men efter en grundig gennemgang af jorden omkring dem, kommer jeg til at dreje et hjørne, og står nu med et nyt bed mellem stedmødrene og krukkerne.

Det begynder at lægge an til regn, og jeg har ikke haft nok proviant med, så jeg er faktisk blevet sulten efter noget, jeg kan kalde frokost. Jeg trænger også til at tænke uden ukrudt, men med min sorte notesbog og frøkassen foran mig, så jeg kører hjem igen for at pusle videre, spise og drikke te.

Senere pakker jeg mig sammen igen, min lille finurlighed skal afprøves, men da jeg åbner døren på bagtrappen, smasker regnen mig lige i bærret. Jeg løber op igen, pakker ud, og falder i ét med søndagen, og beslutter mig for, at fire timer i haven egentlig også er helt ok.