Himmel, se Havet!

Grønt på flaske

lørdag 14. maj 2011klokken 20:17 · 3 kommentarer · Haveliv, Køkkenskriverier, Nuet

Der var rugbrød til morgenmad, for jeg var helt klar over, at der måtte ordentlig power på, når jeg først skulle i Fields, og bagefter grave bed. Og bed blev gravet og planter plantet. Krukken, hvor hortensiaen var afgået ved kuldedøden, blev gjort klar til noget andet, som jeg endnu ikke lige ved, hvad bliver. Peberfrugtplanter? Hortensiaen jeg reddede fra at dø af tørst i det lokale supermarked? Den meget lille tomatplante, der trods sin ringe størrelse, ser helt vildt grokraftig ud?

Jeg har lagt mærke til, at planer efterhånden er ret meget til for at blive ændret, og det gør jeg glad og fornøjet. Udtænker noget, og gør noget andet, men sommerblomsterne fra Torvet havnede nu i det bed, jeg først havde tænkt mig.

Efterhånden som skyerne trak sig sammen til regn og torden, fik jeg ordnet endnu et bed, hvor jorden skal blive god på kartofler. Og hvordan bliver man så selv lige det? Altså, god til det med kartofler? Jo, ser I, man læser om kartofler, og man spørger sig frem, og pludselig ved man bare hvordan kartoflerne skal skæres. Om den plan jeg har valgt, så skærer rigtig, finder jeg ud af efterhånden, som tiden går.

Torden og lynild, regn i tunge dråber. Jeg nåede lige hjem, og fik smidt pakkenellikerne  fra mig, da festen begyndte. Hyggen bredte sig i køkkenet, mens jeg puslede en omgang ramsløgsolie sammen, og slap af med opvasken.

I en pause læste jeg, at de skulle have pizza i Gypten, og så tænkte jeg, at det er da også meget nemmere en risotto med kylling, og ændrede straks holdning til fordel for pizzabageriet.

Det er dæleme svært at få fut i farvefesten på sådan en pizza med kylling og champignon. Det hjalp ikke meget, da artiskokbundene kom på, men til gengæld sprang proppen af farveladen da den nylavede ramsløgsolie og de små knaldrøde tomater blev lagt tilrette.

Den står nu på køkkenbordet, og får pusten efter varmebehandlingen. Og jeg? Ja, jeg glæder mig til at sætte tænderne i det første stykke. Lige om lidt.

Did you like this? Share it:

3 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy