Himmel, se Havet!

Flertalsfugl

tirsdag 10. maj 2011klokken 22:35 · 3 kommentarer · Aftenstund, Arbejde, Haveliv, Hverdag

Det er meget tidligere end nødvendigt, men solopgangen lokker, og jeg åbner søvndrukken vinduet, og forsøger at fange scenariet.

Jeg ser en fugl, men om aftenen, efter en lang dag med aftenmøde, opdager jeg, at jeg i virkeligheden så tre.

Tæl selv efter, hvis du vil.

Jeg har været til fødselsdag i dag, der hvor Tordenskjolds dresserede aber fra små bure slog hattene af gæsterne, og man skød med kanoner, når bølgerne gik højt i butejlerne. Et sted med historie. Bestemt. Præcis dér, hvor vi sad i solen, og sang, i dag er det fødselsdag, og råbte hurra, mens en glad lille pige blev fire år under den blå himmel. Hun har vundet privilegier, og er nu rykket frem i rumlepotten.

I pausen mellem embeds medfør cykler jeg den halve Amagerbrogade tynd, inden jeg havner i haven med vandkanden i sving. Og sludrer. Om løst, og fast havejord under frøene. Vander videre, og vender tilbage, men når lige at købe en blå akeleje på torvet, inden boden er pakket sammen, og klokken faldet i slag.

Så sidder jeg der, og to en halv time efter sidder jeg her, og glæder mig over en blå akeleje og fugle i flertal.

Did you like this? Share it:

3 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy