Himmel, se Havet!

Himmel, se Haven! #17

lørdag 30. april 2011klokken 13:30 · 1 kommentar · Haveliv, Nuet

Dagenen går hurtigt i godt vejr, og når man som jeg, har tidligt fri, er det også hurtigt blevet fredag, lønningsdag og weekend. På vej til haven redder jeg, for en sølle tyver, en blå hortensia fra at dø af tørst i det lokale supermarked. Den kvitterer for den tiltrængte vanding med at folde sig fornemt ud i den fine krukke, jeg finder frem til lejligheden.

Godt så!

Jeg køber også kulørte lamper, og et træfad, der minder mig om glade dage dengang Børge Olsen regerede over de blåskørtede kurvebærende Irma-piger. Fadet bliver fyldt op med strikketøj, som for tiden er en omgang harer, som vel også findes udenfor påskesæsonen, eller hvad? Selvfølgelig skal der batterier i de kulørte lamper, så lysfesten må udsættes til et senere tidspunkt.

Jeg vander, og undersøger bedene for udvikling. Og udvikling er der, men da alt og alle vifter med kimbladene for tiden, er jeg karrig med ukrudtsbetegnelsen, og vil vente med dødsdommene, til jeg er mere sikker i min sag. Der er mange ting, der skyder med grønt, men der er også en del, der stadig ser ud, som det er fuldstændigt visnet væk. Ikke den mindste smule liv er at spore, men jeg vælger igen, at give tid og ryste de små vinger.

Dernæst går der fuldstændig fredag i benene, og jeg sætter mig tilrette med en hare i hænderne, og nyder solen, mens jeg overvejer mine næste havetræk, for sådan nogle er jeg også begyndt at udvikle. Som jeg sidder der, vælter de underligt ustruktureret rundt, men erfaringsmæssigt ved jeg, at de nok skal falde i geled, så det hele bliver lidt mere overskueligt. Jeg kan mærke, at det bliver noget med majs, der kommer i front, men lørdagen vil vise, hvem der bliver den virkelige vinder.

Did you like this? Share it:

Èn kommentar indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy