Jeg har fået et stykke ekstra jord op under de i forvejen sorte negle og kan nu i embeds medfør over sommeren guide ungerne gennem radiser og gulerødder. Det tror jeg bliver sjovt, og jeg glæder mig til at komme i gang med det projekt.

I dag var nålenes dag, og allerede da jeg gik derfra, kunne jeg mærke den gode virkning af mine sylespidse venner. Letfodet trippede jeg bagefter rundt hos en større blomsterhandler, og udvalgt potter med urter. Oregano, timian og rosmarin. Typer man bare ikke kan få for meget af. Ned i kurven, op på TrilleNyx, og afsted mod haven.

Her kunne jeg nyde den sene eftermiddagssol og roen, mens jeg tøflede ligeså stille rundt, og vandede, hvor der var behov. Bagefter pakkede jeg potterne med urter ud, og fandt pladser på det lange bræt, der efterhånden er ved at være fyldt helt ud. Det ser dejligt ud med al det grønne i stribevis, både på brættet og i bedene. Flere radiser, og mere salat titter frem, og kiggede jeg rigtig godt efter, og det gjorde jeg selvfølgelig, nærmest med næsen helt i mulden, kunne jeg se at honningurten også er på vej.

Af det i forvejen etablerede slås asparges og peberrod om at fylde mest, og minsandten om der ikke også er grøde i jordbærbedet. En enkelt lille blomst fremviste stolt den fine hvide kyse. Og tulipanerne var sprunget ud i krukkerne, og nærmest udsendte knaselyde af ren og skær sprødhed. Mynte af forskellig slags breder sig langsomt, men sikkert på deres afgrænsede områder, men enkelte små udbrydekonger er måske lige lidt for langs fremme i skoene i deres flugt mod naboens bede.

Da jeg havde afsluttet min runde rundt, fik jeg en indskydelse, og slog på tråden til Bjørnen, som viste sig at være tre sekunder væk på sin vej hjem over Fælleden, og så kunne vi jo ligeså godt følges ad resten af vejen. Hjem til aftensmaden.