Jeg havde fået et tip om billige planter af en haveglad kollega, så der stod jeg senere med kurven fuld, og nød den bløde lammefyldte himmel, mens jeg ventede på grønt.

Og grønt blev der både der, og i haven. Heldigvis, for jeg var nemlig henover dagen blevet fanget lidt ind i noget præstationsangst, som næsten fik mig til at tro, at intet, simpelhen intet, ville spire. Nogensinde. Jeg har sikkert, lagt frøene for, dybt, for fugtigt, for alt muligt, tænkte jeg, men til min store glæde, kunne jeg i dag konstatere, at ‘YES!’, noget er sket, et eller andet spirer. Og det er ikke ukrudt! Næh nej, det er radiser og salat, der står i næsten snorlige rækker. Pyha, så ved jeg da, at jeg kan gro en håndfuld radiser og lidt salat.

Efter jeg havde plejet haven forsvarligt, satte jeg mig tilrette, og plejede mig. Nød solen fuldstændigt, og slappede af. Ren mentalhygiejne. Vidunderligt.

Og sådan sad jeg fordybet i LilleNyx og spas, da overfor-boen kom med sin datter, og ville vise mig noget, og lidt efter stod jeg i deres have og fik forvist den fineste svanesø med egen stenbelagte sti, og eget kommende blomsterflor. Meget, meget yndigt, og minder fra sommerdagene i min mormors have dukkede op og farvede oplevelsen. Når jeg tænker over det, udspiller rigtig mange af mine bedste erindringer sig i haver rundt omkring. Nogle af haverne er væk, andre består. Som så meget andet.

Dagens låge er lukket forlængst, og jeg har både vasket op, vasket tøj og hængt det til tørre.