I dag kom fjerkræet på plads, og jeg var skam tidlig oppe, som man bør, når man skal købe haner. Og se, nu står han der, og vigter sig i solen. Nu mangler jeg en karpedam, men også det er der råd for, bare vent og se.

Den mest fantastiske påskeferie ever er ved at være slut, og jeg kan da godt ærgre mig en lille smule over, at jeg ikke vidste, hvad jeg ved i dag, og havde taget efterpåske-dagene fri også.

Inden jeg tog i haven i dag, bagte jeg et meget stort grovbrød med rosiner, sesamfrø, mandarinolie og karmomme, for det brød jeg havde bagt i går, var så godt, at det forsvandt som dug for påskesolen. Dagens brød var jeg iøvrigt frygteligt heldig med, for også det smagte virkelig godt. Helt vildt, virkelig godt, og der er heldigvis levnet nok til i morgen.

Som noget forholdsvis nyt forsøgte jeg mig med hjemmerørt mayo, og jeg slap helskindet fra det, men skal nok øve mig lidt mere, inden den sidder helt fast i skabet. Portionen, der var lavet med basilikumolie, blev blandet med lidt tykmælk, og endte dermed sine dage som dressing til en kartoffelsalat med ærter og tomater. Dertil havde jeg stegt små kyllingefrikadeller, som jeg tilsatte en lille rest kogte jasminris i farsen, og kunne dermed pudse glorien, og undgå madspild.

I haven gjorde jeg mig endelig fri af mine nedarvede mormorske gener, og satte mig veltilpas under parasollen, og strikkede mig gennem eftermiddagen. Næsten! Men kun ganske kort gav jeg efter, og ordnede lidt fnidderfnadder, og skyndte mig hurtigt tilbage til udgangspunktet, hvor jeg sad fredeligt, da Bjørnen ankom med aftensmaden.

Om mens solen gik sin gang, spiste vi frikadeller og kartoffelsalat med et friskklippet grønt drys direkte fra bedet.

I morgen er der atter en dag, men gu’ ved hvilken?