På køkkenbordet står et brød, der blev hevet ud af ovnen i går aftes. Det forhindrer en gentagelse af gårsdagens morgenmad, som var små tykke pandekager rørt sammen om kokosmælk og stødt ingefær. De smagte vidunderligt. Det gør brødet garanteret også. Det er fyldt med små gyldne rosiner og krydret blidt med basilikumolie. En underlig konstellation måske, men de forekommer jo, og de fleste af dem viser sig at være fortrindlige.

Jeg har lyst til kaffe, men fysikken er stadig sprød, så det bliver den grønne te med ingefær og citron. En klassiker, når man er for let påvirkelig.

I morges da jeg stod op, havde svimmelheden fortaget sig, og det indre spindelvæv af tanker var til at tæmme. Sigtbarheden er langt bedre end længe, og når jeg nu skal ligge, som jeg ikke selv har redt, er håbet om et snarligt skift af sengetøj blusset op som en lille vakkelvorn flamme et sted langt inde. Men altså, den er der!

Der er stadig smør i køleskabet og mulighed for tykke skiver af den gode cheddar. Måske også lidt god marmelade forputtet et eller andet sted i dybet af spisekammeret?

Solen spreder lidt lys over disen, og jeg glatter fjerene. Igen.