Det er mere gråt end godt er for et spirende forår. Solen er fraværende, men jeg hanker op i kurven, og kort efter står TrilleNyx parkeret ulåst foran den lille have. Umiddelbart er der ikke sket noget. Ikke rigtig. Lidt flere, og lidt længere grønne totter stikker næsen frem, men ellers ligner det stadig en kedelig henslængt vinterhave.

Jeg beslutter mig for at forsøge mig med en planteske i noget jord, helt præcist i bedet med jordskokker, og da jeg stiler mod skuret, får jeg øje på den lille gule plet, der i ensom majestæt galer himmelhøjt op til fordel for foråret.

Sådan! Og straks bliver verden en anden.

Jeg griber planteskeen i skuret, og på vejen tilbage mod bedet erkender jeg, at hverdagsfrakke og musketérstøvler ikke er det sejeste outfit i havesammenhæng, men lidt efter tørrer jeg da, lykkeligt ligeglad, tykt, fedtet klæbrig muld af i støvlerne, i ren og skær begejstring over at jeg har fritlagt de første jordskokker.

Min første høst. Mit første bytte.

Hovedet løber straks over af ideer, og de indre billeder af dampende suppe og sprøde chips sejler rundt på min spæde spirende fornemmelse af, hvad det er jeg står i.

Senere, efter jeg har låst lågen efter mig, må jeg stå stille et øjeblik, og mens en and flyver tværs over, højt oppe, mærker jeg hjertet slå. Jeg trækker vejret dybt et par gange, og sætter fra.