Der er nogen, der går rundt med sandaler, under høj sol over hovedet, langs hav og strand. Og ved swimmingpool. Går rundt, hvor stuebirken står som højhæk i gadeplan, og basilikum blomster blåligt flere år i træk. Der er godt nok mangel på kopattesalve og strikkepinde, men der skrives historie, både personligt og på verdensplan. Kom ikke her.

Og alligevel, kom her. Bevæg sandalerne herover og kig nærmere.

TrilleNyx hviler støt på foden, mens jeg lukker mig ind i det lillebitte hus, der vist egentlig arkiveres under betegnelsen skur. Hvad kerer jeg mig om det, jeg er nemlig havebestyrer, og i dag ramler solen, foråret og søndagen sammen i en stor forventningfuld fornøjelse. Klokken er endnu tidligt, og havde det været sommer, ville en smule dug stadig ligge i græsset, hvis der ellers var noget. Nej, ingen græs her, men der er stadig is på pytterne. Og her er så frydefuldt tyst, stille og fuglefløjtende.

For mit indre øje ser jeg spejderlygten stå på bordet og sprede både lys og varme. Bryde tusmørket med blødt lampelys fra de små vinduer. Og mig, siddende i skuret med strikketøj, meditativ iPod og mala. Havebøger, frøposer, og lots of sommerfugle i maven.

For det er med stor ydmyghed, og en lille smule smule bæven, at jeg nu bevæger mig ud i havemulden. Betræder ukendt land, og håber på at høste afgrøder nok til at fylde lidt mere på vidensbankens næsten tomme hylder, hængende ved havekunskabens træ.

Inden jeg låser igen, går jeg på jagt mellem de visne stængler og den frosne jord. Jeg kan ikke få øje på det fjerneste stænk af forårsgrønne spirer. Kun sol og skygger, men grønt, nej! Ingenting.

INGENTING!

Men! På samme måde som jeg håber, at jeg efterhånden vil finde et sikrere fodfæste på havegangen, får jeg langsomt øjnene op for de små totter af grønt, der titter forsigtigt frem i den brungrå masse, der stadig er hårdkold af vinterens slid. De er der i alle afskygninger og nuancer. Lysene grønne og buttede, eller mørkere i tonen, lange og slanke. Sammenkrøllede bundter, der bare venter på en venlig varm stråle fra noget, der er større end dem selv. Hvem og hvad de er, aner jeg endu ikke, men da jeg igen trækker afsted med TrilleNyx, er jeg lidt mere sikker på, at jeg nok skal blive Frøenes Herre. Om ikke i stor stil, så i lille, og det er ikke så ringe endda.