Hvad har du i din kurv i dag? Spørger Hanne, og vi er flere der svarer. Lyset er ikke udsovet nok, så billedet bliver først taget, da jeg er ankommet til arbejdet, og kurven er landet på gulvet mellem alle børnene. En rum tid går, førend jeg hiver kameraet frem til skud.

Hvad har jeg så i kurven?

En islænder så lånt, at den snart kan kaldes ‘min egen’. En taske så dyb, at alt indhold forsvinder for de søgende fingre, jeg ved lejlighed sender ned i dens indre. Står jeg i køen i supermarkedet, famler hænderne forgæves efter min ellers pænt store smukke blomsterbroderede tegnebog. Skal kameraet i brug, er det forputtet, og selv nøglerne med egen lomme, formår at forsvinde.

Et evigt forgæves famleri, der først slutter, når jeg giver op, og begynder at fylde hænder og omgivelser med fremdragne effekter fra dybet. En pung med kort, nogen gange også med penge, en lille lædertaske med de nødvendigste skriveredskaber og notesbøger. Mit pas. Min mobil. Mit kamera. Mine nøgler i tre bundter. Et til hjem, et til arbejde og et til TrillleNyx. Hverken mere. Eller mindre.

Hvordan hulan så lidt kan forsvinde i taskens indre, fatter jeg ikke.

I dag har jeg også løjer med i kurven. En pose fra Arbejdermuseet, hvor Andrea og jeg snusede rundt forleden, indeholder fine papirfrøkener fra Christels hånd, flueøjne-kalejdoskoper og frøkvækkere.