Danskere er ikke, som det ellers er udtrykt, det lykkeligste folk, men de er de mest tilfredse. Det kunne også bare passe andet, eller hvad?

Tilfreds. Tilfredshed. Tilfredsstillelse.

Arbejdstilfredhed er en ting, men arbejdsglæde, mine damer og herrer, er noget andet. Ja, jeg så Danskernes Akademi forleden dag, da jeg lå på sofaen svøbt i influenza, dyne og fjernkontrol.

Arbejdstilfredshed kender jeg til, sådan op og ned, on and off, men arbejdsglæde lød nærmest helt eksotisk i mine psoriasisplagede øregange. Men hold da op, tænkte jeg, det kunne da være sjovt, at prøve engang. Eller noget. Ikk’?!

Jeg gik derefter ind i arbejdsugen, lettere bimlet af søvnmangel og influenzarester i systemet. To meget lange dage, derefter en kort, og så endelig en fredag, sådan midt i mellemlængde. Fyraften.

Stående med frakken på nakken, kurven i hånden og god weekend i taleboblen, tænkte jeg, hov, det er sgu da arbejdsglæden, der løber der! Med en understrøm af eksotiske stemning med sandstrand, sol og palmer, har den ligget som et lunt lys over den uge, vi er ved at lukke.

Arbejdsglæden!

Min kollega har hørt en psykolog udtale, at en dag bliver god, hvis man vil have det. Jeg siger altid, at man gør ting, når man kan. Nu virker det som om, at vi både kan og vil, så mon ikke der stadig er sand på gulvet og sol i loftet, når vi møder op på mandag?