I morges stod jeg på badeværelset med to dråber olie i min håndflade. Jeg er storforbruger af olie for tiden. Olie på kroppen, olie i ansigtet, ja selv olie i håret. Hver eneste dag, så jeg modstår de værste plager af underlig hud og elektrisk hår. Nå men, der står jeg med de to dråber, klar til at gnide håndfladerne mod hinanden, og derefter fordele goderne i det nyvaskede hår.

Forår!

For første gang kommer ordet ind i min tanke og bevidsthed. Helt frivillig, og ikke påduttet af andres udtalelser, tanker eller skriverier.

Jamen dog! Hvor kom det dog fra? tænker jeg, mens jeg sideløbende smager rigtig meget på forårstanken, som er blid og mild mellem isvinterens skarpe tænder. Gule erantis, snehvide vintergækker, og heliotropblå krokus.

Og sådan må det gerne være, når man står der fredeligt en onsdag morgen med rust i halsen, snot i hornet og puf-op øjne. Efter bare to arbejdsdage.

Men altså, nu er frøet lagt, jeg er bidt, og forårsfornemmelsen vil med sikkerhed vokse sig større, og større for hver dag, der går. Sneen vil give slip, når solen skinner smeltevandet frem om fødderne på os, mens vi åbner frakken, hiver huen af ørerne, og lukker fingerne ud af vanterne.

Sådan er dét bare!