En enkelt har tabt underkæben. Arbejdspladsen ligger øde hen, og alle er gået hjem. Gule gravkøer står forladte, og stirrer ind i intetheden, mens de venter på, at hverdagen skal komme tilbage. Disse gule gravkøer er nok de eneste i mange miles omkreds, der oprigtigt er vilde med mandage.

Jeg burde agere arbejdshest, men har fortabt mig som læsehest i den bløde sofa, siden tidligt i morges, hvor udsigten, som nu også var grålig, kølig og emfuld.

Om lidt skulle ovnen gerne begynde at udsende liflige dufte fra de kardemommekrydrede brød, som jeg lige har smidt ind i varmen. Kaffen må jeg sørge for, hvis jeg ellers kunne lægge ordene til side.

Jeg har meget stor lyst til nylavet kaffe og friskbagte kardemommekrydrede boller, mens det der kommer bagefter, er langt mere besværligt at se i øjenene. Det lette slør af støv og løsgående kattehår fylder for meget i blikket, og bunken med vasketøj vokser for støt til at tage roligt.

Nu dufter her. Saligt.