Himmel, se Havet!

Autoritetstro

lørdag 13. november 2010klokken 18:32 · 4 kommentarer · Famiglia, Tanker om ting og tilstande.

Jeg havde tidligt fri, og besluttede mig for, at køre direkte ud på hospitalet. Vejret var ok, og jeg stoppede et par gange undervejs for at finde en julegave, selvom vi allerede skrev marts. Der havde været så meget, men nu ville jeg gerne finde gaven to remember by. Ikke at jeg nogensinde ville glemme, men hvad som helst, skulle det altså alligevel ikke være.

Manden i sengen sov. Jeg hentede en stol, smed jakken, og satte mig. Ignorerede det faktum at søvnen var dyb, småsludrede om løst og fast. Og om julegaven, jeg endelig havde fundet. Til mig fra ham. Købt for de praktiske penge, fra den ældre mand. Der lå der, nu gammel, træt og syg.

Resten af besøget holdt jeg bare hans hånd. Tør. Varm. Slidt. Som den nu var. Engang.

Dagen før havde han vinket farvel til mig og Bjørnen. Kørt en sygeplejerske ud på et sidespor, hvor hun pænt måtte vente. Til vi var drejet om hjørnet. Farvel, farvel og på gensyn!

Nu lå han så der, den ældre mand, og sov dybt med feber og vand i lungerne. Gammel, træt og syg. Jeg rejste mig, puslede lidt til farvel, rettede på dynen, og opdagede, at madrassen var fugtig. Jeg kyssede det gamle ansigt, greb min jakke, og gik.

På gangen stod jeg lidt efter foran en lukkede dør. Den havde jeg mødt for første gang et par dage tidligere, og havde ved den lejlighed fået en besked, der gav mig en soleklar forståelse af, at den helst kun skulle åbnes indefra. Når den altså var lukket. Så jeg lod autoritetstroen vinde, og gik hen til trappen, mens jeg overtalte mig til at stole på, at fugtigheden ville være kortvarig, og hurtig blive udskiftet med tørt.

Næste gang jeg mødte min far, var sengen ganske rigtig nyredt. Og tør. Og han var død. Så dér, meget tidligt en martsmorgen, kyssede jeg det gamle ansigt for sidste gang, greb min jakke, og gik.

Et bestemt element i denne fortælling har længe naget mig forfærdeligt. Nu slutter jeg vistnok fred med min autoritetstro.

Did you like this? Share it:

4 kommentarer indtil videre ↓

  • Bente Juncher

    Har pt. drømme/mareridt, hvor jeg besøger min far på hospital, lige før han dør. Han lever i bedste velgående, men er jo efterhånden oppe i årene, – jeg tror jeg forsøger at forberede mig, om natten, på det snart forekommende. Man er vel altid uforberedt alligevel….jeg evner ikke at forholde mig til hans død i dagtimerne, åbenbart. God weekend og tak for læsning. Kh Bente

  • Gitte J

    Jeg kan sagtens føle med dig også, men vi gør det så godt vi kan, og vi skal ikke dømme os selv. I øvrigt synes jeg det kræver overskud ikke at være autoritetstro. Tak for at dele dit livsøjeblik.

  • Lone

    Ja, autoritetstro – ud med den….Og lige i situationen kunne du jo ikke andet…
    Mon ikke der ofte er noget vi skal slutte fred med, når vi mister et menneske der er tæt på. Selv har jeg mistet min far i juni måned og løbende dukker der tanker og minder op. Jeg prøver at have hjerte for både min far og mig selv, når noget nager.
    Tilgivelse giver en form for fred, og det er selvfølgelig en proces over tid…
    Jeg håber du må finde fred med det der var.
    Tak fordi du delte det.
    Varme til dig
    Lone

Læg en kommentar

Jimmy